Langkjaer, C. S., Bundgaard, K., Bunkenborg, G., Nielsen, P. B., Iversen, K. K., Bestle, M. H., & Bove, D. G. (2022). How nurses use National Early Warning Score and Individual Early Warning Score to support their patient risk assessment practice: A fieldwork study. Journal of Advanced Nursing, 00, 1–9. https://doi.org/10.1111/jan.15547
Af Caroline Sophie Langkjær Nielsen, Sygeplejerske, Cand. Cur., PhD-studerende, caroline.sophie.langkjaer.nielsen@regionh.dk
Introduktion
National Early Warning Score (NEWS) systemet anvendes i mange sundhedsvæsener på verdensplan, hvilket også gælder det danske sundhedsvæsen. Brugen af Early Warning Score (EWS) systemer er kompleks og multifacetteret. Sygeplejerskers observationspraksis og det at efterleve EWS systemers handlingsalgoritme kan være udfordrende.
Projekt Individual Early Warning Score blev udviklet i 2018, og en standardiseret Individual Early Warning Score (I-EWS) blev udviklet, hvor plejepersonalets kliniske risikovurdering systematisk kunne inkluderes i det elektroniske patientsystem SP (Sundhedsplatformen).
Metode
Et feltstudie med 180 timers deltagerobservation med det formål at udforske og beskrive, hvordan sygeplejersker anvender NEWS og I-EWS, og hvordan systemerne understøtter sygeplejerskers observationspraksis. Deltagerobservationerne blev analyseret ved hjælp af en etnografisk analyse.
Resultater
Tre kategorier blev identificeret:
(a) Effekt på sygeplejepraksis
(b) NEWS kræver lokale tilpasninger
(c) I-EWS påvirker sygeplejerskers faglighed.
Konklusion
Resultaterne viste, at sygeplejerskerne opfattede NEWS og I-EWS som meningsfulde til at opspore patientforværring, fordi de understøttede sygeplejerskers kliniske observationspraksis og guidede deres risikovurdering. Sygeplejerskerne opfattede I-EWS som havende potentiale til at øge fagligheden, da det gav sygeplejerskerne mulighed for at inddrage patientheterogenitet og den kliniske situation i deres risikovurderinger.
Fundene afslørede også, at patientsikkerheden kan være truet, når EWS-målinger blev uddelegeret til mindre erfarne medarbejdere.