Af Ben Farid Røjgaard Nielsen, sygeplejerske, cand.cur., lektor ved Københavns Professionshøjskole.
Joe Hogan, en afroamerikansk mandlig sygeplejerske, er en inspirerende sygeplejerske, som man kun kan se op til, grundet hans kamp for ligestilling i sygeplejen.
I 1970’erne ønskede han brændende at uddanne sig til sygeplejerske. Han søgte ind på sygeplejerskeuddannelsen ved universitetet i Mississippi, der på det tidspunkt dog kun optog kvinder. Dette betød selvfølgelig, at Hogan prompte blev afvist, alene på grund af sit køn. Dette blev starten på en juridisk slåskamp, der kom til at ændre amerikanske mænds muligheder for at læse til sygeplejerske i hele USA.
I 1979 stævnede Joe Hogan således Mississippi State College og anklagede dem for krænkelser af ligestillingsrettighederne. Denne sag nåede helt til højesteret. I 1982 vandt Hogan sagen og fik endelig lov til at uddanne sig til sygeplejerske i Mississippi.
Hans kamp for ligestilling medførte en ændring i den amerikanske lovgivning, der nu juridisk afskaffede kønsdiskrimination på offentligt finansierede sygeplejeskoler i hele USA. Hogan åbnede således dørene for alle de mænd, der drømte om at indtage rollen som sygeplejerske, og han var hermed med til at understrege vigtigheden af lige adgang til uddannelse og karriere inden for sundhedssektoren.
Hogan er derfor en vaskeægte mandlig superhelt i sygeplejen og må ses som en ægte pionér og fortaler for ligestilling i sygeplejen.
Kilde: https://www.cnsa.org/year-of-the-nurse