
Marius Enache, cand.cur.studerende ved Roskilde Universitet, sygeplejerske i Plejehjemmet Skovhuset – Hillerød
Til daglig arbejder jeg som sygeplejerske på et plejehjem med fire afdelinger. På min afdeling bor der 24 ældre, som alle har multisygdom og lever med forskellige former for demens. Omkring 80% af beboerne har på grund af deres demenssygdom svært ved at genkende eller huske deres familiemedlemmer.
Ældreloven fremhæver et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund som en af ældreplejens bærende værdier (jf. § 1, stk. 2, nr. 3). I vejledningen til loven beskrives de pårørende som vigtige samarbejdspartnere, uden at de pålægges en forpligtelse til at deltage.
Mine kolleger og jeg bakker op om lovens intention og ønsker at inddrage de pårørende aktivt. Men i praksis er det ikke altid enkelt. I begyndelsen ønsker mange pårørende at tage del i deres kæres hverdag og bidrage med hjælp og støtte.
På travle dage, hvor der også er sygdom blandt personalet, er der begrænset tid til nærvær ud over de daglige plejeopgaver. Det kan for eksempel være svært at finde tid til at lytte, når en beboer fortæller om sit liv, også når det er en fortælling, vi har hørt før.
Derfor glæder det os, når de pårørende kommer oftere. Vi oplever, at beboerne liver op, når de er sammen med familien. Familien kender deres livshistorier og kan vække følelser og minder, som vi ikke altid selv kan få frem. Vi ser for eksempel, at nogle beboere får mere lyst til selv at spise og drikke eller til at gå nogle få skridt frem og tilbage, når de er sammen med deres familie.
Efter fem-seks uger med hyppige besøg oplever vi dog, at de pårørende gradvist kommer sjældnere og tager mindre del i hverdagen på plejehjemmet. I dag er der kun tre ægtefæller, som besøger deres kære hver uge. De øvrige beboere får kun besøg hver anden eller tredje måned.
Vi har spurgt flere pårørende, hvorfor de ikke længere kommer så ofte. Nogle fortæller, at det er svært at se et menneske, der tidligere var en stærk person i deres liv, nu have svært ved at genkende dem fra den ene dag til den anden. Det gør også ondt at opleve, at deres familiemedlem ikke kan huske, at de har været på besøg, eller hvilke aktiviteter de har deltaget i. For nogle er hvert besøg følelsesmæssigt krævende. De vil gerne bevare mindet om deres kære som de stærke mennesker, de var før sygdommen, frem for at stå med oplevelsen af, hvor sårbare de er blevet.
Samtidig ønsker de pårørende fortsat at få besked, hvis beboerens tilstand ændrer sig eller forværres, selv om de ikke længere ønsker at tage del i hverdagen på samme måde som før.
På afdelingen savner vi de pårørendes deltagelse, fordi vi har set, hvilken forskel samværet kan gøre for beboernes livskvalitet. Som sundhedspersonale står vi derfor med et etisk dilemma: Hvordan kan vi støtte mennesker med demens i at bevare kontakten til deres pårørende gennem sygdomsforløbet og samtidig respektere, at de pårørende ikke længere ønsker at være involveret som før eller har brug for at trække sig?






