Charlotte Jessen, oversygeplejerske, Hvidovre Anæstesiologisk afsnit, cand.cur studerende
I januar skete der en stor organisatorisk ændring i Region Hovedstadens sundhedsvæsen.
Ikke en ændring, som nødvendigvis kunne mærkes i hverdagen eller som fra den ene dag til den anden fik betydning for patienternes behandling. I første omgang var det primært ledelsesmæssigt og organisatorisk: Psykiatrisk Center Amager, Psykiatrisk Center Glostrup og Psykiatrisk Center Sct. Hans blev lagt sammen med Amager og Hvidovre Hospital.
På papiret blev hospitalet dermed udvidet med mere end 2.000 medarbejdere, mens patienterne som udgangspunkt fortsat møder op de samme steder som før. Indtil videre (1). Fordelene ved integrationen er ikke svære at få øje på: bedre og mere sammenhængende patientforløb, lettere adgang til hinandens kompetencer, mere tværfagligt samarbejde og en fælles ledelse.
Tanken om ét sundhedsvæsen, hvor vi ikke adskiller krop og sind, er svær at være uenig i.
Alligevel sidder jeg med en bekymring: Får psykiatriens faglighed tilstrækkelig vægt i den fælles organisation?
Psykiatrien bliver den mindre part i en stor organisation, hvor somatikken hidtil har sat rammerne. Siden 2007 har psykiatrien haft sin egen organisation og ledelse. Når den selvstændighed nu forsvinder, er det relevant at spørge, hvordan psykiatrien kan bevare sin faglige tyngde og sikre, at dens stemme bliver hørt.
Bekymringen handler også om ressourcer. Når økonomi, personale og investeringer skal prioriteres inden for samme organisation, kan psykiatriens behov komme til at konkurrere med operationskapacitet, akutmodtagelser, medicinske specialer og andre områder, hvor behovene også er store og synlige.
Jeg arbejder ikke selv i psykiatrien og har aldrig gjort det. I mit daglige arbejde møder jeg kun i begrænset omfang patienter med behov for omfattende psykiatrisk behandling. Men som mange andre har jeg gennem årene hørt om mangel på ressourcer, personale og muligheder for at give mennesker med psykisk sygdom den behandling, de har behov for.
Udfordringerne er også dokumenteret. Sundhedsstyrelsen har i sit faglige oplæg til 10-årsplanen for psykiatrien beskrevet betydelige problemer med blandt andet rekruttering og fastholdelse samt behovet for at styrke den faglige kapacitet (2).
Derfor bekymrer det mig, hvis integration kommer til at betyde ensretning.
Psykiatri og somatik er ikke blot to enheder, der kan lægges sammen på et organisationsdiagram. De rummer også forskellige faglige traditioner, arbejdsgange og tilgange til behandling. Selv om både somatikken og psykiatrien spænder bredt, kan der være forskel på, hvad der fylder i hverdagen: diagnostik, procedurer og afgrænsede behandlingsforløb eller længerevarende indsatser med vægt på relationer og rehabilitering.
De forskelle forsvinder ikke med en fælles ledelse. Og de skal heller ikke nødvendigvis udviskes.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvordan psykiatrien skal tilpasse sig den fælles organisation. Det er også, hvad vi i somatikken skal gøre anderledes. Kan vi lære af psykiatriens arbejde med relationer, patientens hverdagsliv og det længerevarende behandlingsforløb? Og kan psykiatrien få lettere adgang til de somatiske kompetencer, som dens patienter har brug for?
Det er her, den væsentligste mulighed ligger. Integration bør ikke handle om, at alle skal arbejde på samme måde, men om at bruge forskellige kompetencer til at skabe bedre behandling.
Potentialet er hurtigere adgang til rådgivning på tværs, fælles kliniske retningslinjer, mere fælles undervisning og bedre sammenhæng i patienternes forløb. Men en organisatorisk fusion skaber ikke i sig selv et tættere klinisk samarbejde. At to områder har samme direktion betyder ikke automatisk, at patienten oplever et mere sammenhængende sundhedsvæsen.
Det kræver aktiv ledelse og konkrete prioriteringer. Psykiatriens behov skal være tydelige, når ressourcerne fordeles, og dens faglige perspektiver skal have reel indflydelse på fælles beslutninger. Samtidig skal medarbejderne have mulighed for at lære af hinanden og udvikle samarbejdet i den kliniske hverdag.
For mig er ligeværd derfor det afgørende. Ikke at psykiatri og somatik skal være ens, men at begge områders faglighed skal kunne præge den fælles organisation.
Jeg mener grundlæggende, at integrationen giver god faglig mening. Den største gevinst kan blive ét sundhedsvæsen omkring patienten frem for ét til kroppen og ét til sindet. Min bekymring er, om den gevinst også bliver virkelighed for den enkelte afdeling og den enkelte patient i psykiatrien.
Ambitionen må være større end at psykiatrien bliver en del af os. Den må også være, at vi bliver forandret af psykiatrien.
– Integration skal gå begge veje.
Kilder
1. Region Hovedstaden. (2025). Psykiatri og somatik bliver ét efter nytår.
2. Sundhedsstyrelsen. (2022). Fagligt oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien.
