
Ib Ravn (til venstre) og Ib Ravns redaktør hos Hans Reitzels Forlag Rune Huvendick Jensen (til højre). Foto: Gyldendal.
Ved Gyldendal Uddannelses efterårsreception onsdag d. 26. august uddeltes Gyldendals Læremiddelpris til en fantastisk præstation på uddannelsesområdet.
Prisen tildeles som altid for en enestående indsats med at skabe danske læremidler på et højt niveau til glæde og gavn for lærere, undervisere og studerende på landets uddannelser og for dermed på fornemmeste vis at understøtte læring og ikke mindst lysten til læring i Danmark. Med prisen følger udover æren også en pengepræmie.
Valget af Ib Ravn motiveres således:
Ib Ravn vinder Gyldendals Læremiddelpris 2026 for sin sjældne kombination af akademisk tyngde, intenst engagement og utrolig formidlingsevne
Ib Ravn er gennemgående optaget af at forbedre menneskelige fællesskaber og vores samfund som sådan. Det kan handle om studerende og det fællesskab – eller mangel på samme – de møder i uddannelsessystemet. Det kan handle om vores økonomi og måde at forstå penge. Og det kan handle om psykisk mistrivsel og hvordan vi forstår og misforstår den.
Det er gennem årene blevet til et omfattende akademisk bagkatalog af fag- og studiebøger indenfor facilitering og motivationsteorien selvbestemmelsesteorien, som Ib Ravn er førende ekspert indenfor. Bøger, som efterhånden er kommet flere generationer af studerende, undervisere, pædagoger, konsulenter, ledere og mange andre fagligheder til gode.
Ib Ravn lever det, han prædiker, og deler generøst ud af sine indsigter og metoder, bla. til tusindvis af følgere på LinkedIn.
For alt dette modtager Ib Ravn i år Gyldendals Læremiddelpris for de videregående uddannelser. Hans bøger er udgivet hos Hans Reitzels Forlag, et forlag under Gyldendal.
Ib Ravn er Ph.d., partner i konsulenthuset FLOK og lektor emeritus ved DPU – Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (Uddannelsesvidenskab) ved Aarhus Universitet.






