Af sygeplejerske og klinisk professor Selina Kikkenborg Berg, Hjertecentret Rigshospitalet. selina.kikkenborg.berg.01@regionh.dk
“Vi mangler flere varme hænder.”
Mange sygeplejersker har det lidt anstrengt med den formulering. Vi er selvfølgelig hænder. Men vi er ikke bare hænder. Vi er en profession med en mellemlang uddannelse, stor klinisk erfaring og et selvstændigt fagligt ansvar. Når debatten reduceres til et spørgsmål om hænder, kan det føles, som om alt det, der gør sygepleje til en profession, forsvinder.
Kritiken er ikke ny
Tværtimod har den været gennemgående i den sundhedsfaglige debat. I et tidligere debatindlæg i dette tidsskrift med titlen: Problematisk sprogbrug i debatten gør sygeplejersker til objekter beskrives begrebet eksempelvis som objektiviserende og reduktionistisk, fordi det risikerer at overskygge, at sygepleje er en helhedsorienteret profession, hvor både viden, færdigheder og empati er afgørende.
Jeg deler den grundlæggende bekymring for, at sygeplejefaglighed reduceres og objektgøres. Men måske er det værd først at spørge, hvad der egentlig menes med begrebet. Udtrykket varme hænder er blevet en fast del af det politiske sprog. Det bruges af skiftende regeringer og optræder igen og igen i debatten om sundhedsvæsenet.
Det fik mig til at stille et andet spørgsmål: Hvad er det egentlig, de varme hænder er varme af?
Varme hænder som metafor
Jo mere jeg læste politiske taler, sundhedsudspil og strategier, desto tydeligere blev et mønster. Politikerne taler ganske vist om flere varme hænder. Men de beskriver samtidig, hvad de varme hænder skal skabe. Da Lars Løkke Rasmussen i Folketingets åbningstale i 2017 spurgte: “Hvor er alle de varme hænder og de mange penge blevet af?”, var det ikke hænder som kropsdele, han efterlyste. Han efterlyste den omsorg og tilstedeværelse, som borgerne oplevede manglede.
Den daværende VLAK-regering lancerede senere udspillet Flere hænder og større arbejdsglæde med ordene:
“Uden vores dygtige sygeplejersker, læger, SOSU-hjælpere og mange andre kunne vores sundhedsvæsen ikke hænge sammen.”
Den socialdemokratisk ledede regering koblede på samme måde behovet for flere hænder til mere tid til pleje og omsorg og til, at patienter skal være i trygge hænder. Det interessante er ikke, at forskellige regeringer har brugt udtrykket. Det interessante er, at de forbinder det med de samme kvaliteter.
Når udsagnene læses samlet, tegner der sig et klart billede. De varme hænder forbindes med dygtige sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle – og med pleje, omsorg, nærvær og tryghed. Varme hænder bliver den politiske debats billede på de mennesker, der med deres faglighed skal skabe disse kvaliteter.
Det politiske sprog bruger altså ikke varme hænder som en betegnelse for flere medarbejdere alene. Begrebet bliver en metafor for den sygeplejefaglighed og de øvrige sundhedsfaglige kompetencer, der gør god pleje mulig.
Fællesbegreb for komplekse situationer
Inden for organisationsteorien beskriver Karl Weick, hvordan mennesker og organisationer skaber fælles forståelse af komplekse situationer gennem det, han kalder sensemaking. Komplekse virkeligheder bliver håndterbare, når de samles i fælles billeder og begreber. Måske er varme hænder netop et sådant begreb.
Samtidig har George Lakoff, professor i lingvistik og Mark Johnson, professor i filosofi vist, at Hverdagens Metaforer fremhæver bestemte sider af virkeligheden, mens andre træder i baggrunden. Det gælder også de varme hænder. For hænder kan ikke observere begyndende forværring. De kan ikke skabe forståelse hos et menneske, der er bange, og de kan ikke koordinere et komplekst patientforløb.
Det kan sygeplejersken.
Det er samspillet mellem klinisk viden, erfaring, dømmekraft, kommunikation og relationelle kompetencer, der gør hånden varm. Det interessante er, at patienterne beskriver mange af de samme kvaliteter – men med et helt andet sprog. Gennem mange års forskning i patienters og pårørendes oplevelser af sygdom, indlæggelse og tryghed har jeg lyttet til mennesker fortælle om det, der gjorde den største forskel for dem.
Ingen talte om hænder.
Ikke én beskrev god sygepleje med ordene: “Der var nok hænder.” I stedet fortalte de om sygeplejersken, der lyttede, forklarede, opdagede, at noget var galt, kom igen uden at blive kaldt, skabte ro midt i usikkerheden og fik dem til at føle sig set og taget alvorligt. Patienterne beskrev ikke hænderne. De beskrev det, hænderne blev til.
Og måske er det netop her, de to sprog mødes.
Politikerne beskriver de varme hænder gennem de værdier, de skal skabe. Patienterne beskriver mange af de samme værdier gennem deres oplevelser. Det ene er systemets sprog. Det andet er erfaringens. Begge peger mod den samme kerne.
De varme hænder bliver ikke varme af sig selv
De bliver varme, fordi de er forbundet med et menneske med sygeplejefaglig viden, klinisk erfaring og evnen til at skabe tryghed. Politikernes opgave er at sikre, at der er tilstrækkeligt med personale til at løfte sundhedsvæsenets opgaver. Derfor giver det mening, at de taler om behovet for flere varme hænder. Men analysen viser også, at udtrykket rummer mere end et spørgsmål om antal. Når politikere taler om behovet for flere varme hænder, kobles begrebet igen og igen til mere pleje, mere omsorg, mere nærvær og mere tryghed.
Det er ikke hænderne i sig selv, der efterspørges. Det er den sygeplejefaglighed, der gør hænderne varme.
