Der er alternativer til den biologiske psykiatri

 

 

 

 

 

 

Af Allan Holmgren, Adjungeret professor og ekstern lektor, CBS, autoriseret psykolog og grundlægger af DISPUK.
Godkendt af Dansk Psykologforening som specialist og supervisor i psykoterapi og arbejdspsykologi. Godkendt som specialist og supervisor i psykoterapi af Dansk Psykiatrisk Selskab.

Psykiatriens førstemand ​i Danmark, professor Poul Videbech, skrev i sin kronik i Politiken onsdag 20. december 2023, at “mange flere psykisk syge burde tvangsbehandles”. Kronikken blev bragt samme dag som ankesagen mod gerningsmanden fra Field’s blev afgjort. Det er rystende og et udtryk for manglende forståelse af psykiske lidelser, at en ledende skikkelse i dansk psykiatri går ind for yderligere tvang og magtanvendelse.

Alle alarmklokker burde bimle og bamle hos direktøren for Region Hovedstaden, hvor Videbech er ansat, og hos de ansvarlige politikere, når en ledende skikkelse i dansk psykiatri anbefaler metoder, der hører middelalderen til. Videbech slutter kronikken med sit egentlige pekuniære budskab: “Der er brug for flere penge”.

Det er usmageligt og pinligt, at Videbech benytter ankesagen i Landsretten mod gerningsmanden i Field’s til at fremføre sit budskab, der er en skræmmekampagne mod ’de virkeligt psykisk syge’; de mennesker, der lider af ’skizofreni og andre psykoser, altså de sværeste psykiske sygdomme’.

Videbech har ret i, “at noget er helt galt med den psykiatriske service til vores syge medborgere”. Og at “behovet for psykiatrisk hjælp er steget markant”.
Videbech har også ret i denne iagttagelse: “Vi ser igen og igen, at det kan gå endog meget galt, hvis psykisk sygdom ikke behandles korrekt”.

Jeg er bare helt uenig med Videbech i, hvad der er galt.
Psykiatrien har​ haft mere end hundrede og halvtreds år til at finde frem til en effektiv behandling af psykiske lidelser. Men meget få har knækket koden eller fundet nøglen til at åbne de psykiske lidelsers dør.

Sigmund Freud fandt ellers oprindeligt frem til gådens løsning. “Jeg har fundet Nilens udspring”, som han metaforisk udtrykte sig 21. april 1896 i sin første store forelæsning for Selskabet for Psykiatri og Neurologi i Wien. Han havde opdaget, at hos atten af hans nitten patienter skyldtes de hysteriske symptomer ‘for tidlige seksuelle erfaringer’.”

De led under den skamfulde byrde af traumatiserende seksuelle overgreb i barndommen, de havde fortrængt, dissocieret. De skammede sig og følte sig skyldige. Men hans forelæsning blev mødt med tavshed og næsten ikke refereret i selskabets referat fra forelæsningen, som Jeffrey Masson redegør for i bogen ’The Assault on Thruth’.

Freuds opdagelse blev mødt med kulde og tavshed blandt hans lægelige kolleger. Det var for flovt og skamfuldt, at han afslørede, at mange af de tilstedeværendes bekendte, døtre og mødre havde været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Flere af gerningsmændene sad sikkert i auditoriet.

Det var simpelthen for skamfuldt for alle i Wiens daværende bornerte intellektuelle miljø at se i øjnene, at alvorlige psykiske lidelser skyldtes seksuelle overgreb. Derfor blev Freud mødt med kulde og tavs afvisning. Patienternes erfaringer var blevet dissocieret, afkoblet fra bevidstheden, og det var kun med stor psykisk smerte, at disse skamfulde, dissocierede erindringer gennem association, Freuds geniale metode – tale-kuren – blev accepteret af bevidstheden.

Freud var tvunget til at lukke øjnene for sine opdagelser og måtte revidere sin teori for igen at blive en del af det bedre borgerskab og få nye patienter. Simpel overlevelse for at tjene penge. Men intellektuelt bedrag. Freud svigtede de kvinder, der havde fortalt deres hjerteskærende historier om seksuelle overgreb til ham. Han fandt på sin teori om ødipus- og elektrakomplekserne: At de seksuelle overgreb, som patienterne skammede sig over, ikke havde fundet sted, men var fantasier. Nu kunne det wienske borgerskab ånde lettet op, og Freud var igen inde i varmen og fik atter patienter, så han kunne betale sine regninger.

Når nogle undersøgelser anslår at halvdelen af alle kvinder på psykiatriske afdelinger har været udsat for ‘for tidlige seksuelle erfaringer’, som Freud nok ville have udtrykt sig, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, at det er mere bekvemt for den biologisk orienterede psykiatri at kalde deres patienter for ’psykisk syge’ og ordinere medicin: Der er noget galt med personens hjernekemi. Giv patienterne medicin eller elektrochok. Den biologiske psykiatri aner ikke, hvad den skal stille op med reelle traumatiserende og skamfulde erfaringer. Livets problemer skal og bør behandles psykoterapeutisk.

Psykoterapi kan være en særdeles vanskelig disciplin at udøve. Mange patienter på psykiatriske afdelinger er ikke altid umiddelbart interesserede i eller har lyst til at indgå i en psykoterapeutisk relation. Relationer kan nemlig ende med overgreb. Der kan være tale om særdeles smertefulde erfaringer og erindringer fyldt med skam og skyld, som skal integreres i bevidstheden i psykoterapi.

Psykoterapi kan opleves som at blive opereret uden bedøvelse. Der er intet så mentalt smertefuldt som at erkende den skam, der er forbundet med at se sit reelle liv i øjnene, hvad enten der er tale om overgreb, ensomhed, svigt, misbrug, skam eller skyld. Derfor skal man være en virkelig dygtig psykoterapeut for at udføre sådanne indgreb, så man ikke retraumatiserer. 

Patienterne på psykiatriske afdelinger er ofte ikke trygge nok til at indgå i et psykoterapeutisk forløb, fordi et sådant kræver en tryg base, en tryg hjemlig eller arbejdsmæssig situation med varme fællesskaber. Der er jo en grund til, at mennesker søger tilflugt på en psykiatrisk afdeling.

​En af mine ​bedste venner ringede til mig i 1992 kort tid efter sin fyrre års fødselsdag og bad mig hjælpe ham med at blive indlagt. Han var bange for at komme til at tage sit eget liv. Han blev indlagt, og jeg foreslog psykiateren og psykologen, der tog imod min stærkt forpinte ven, at det nok ville være en idé at inddrage hans kone. Jeg blev mødt af et vredt og afvisende svar:
“Vi har vores egne behandlingsmetoder”. Ingen medicin hjalp ham.

Så fik han en serie elektrochok og vågnede op som genfødt. Men da han skulle have en terapeutisk samtale med sin kone, forsøgte han aftenen inden at tage sit eget liv. Han turde simpelthen ikke. Han blevet fundet i badekarret tids nok til at overleve. Han lod sig skille. Fandt efter et par år en ny kone, og historien gentog sig.

Jeg gik med ham til psykiater og spurgte ham: “Har du tænkt på, at de kvinder, han forelsker sig i, gør ham sindssyg?”. Det havde han ikke tænkt på, men det kunne han dog godt se var muligt. Medicinen, min ven fik, blev straks stoppet. Han gik i fem års psykoterapi ca. en gang om måneden og har nu fået så meget fat i sin egen stemme, at han kan sige fra over for den kritik, han tidligere fik fra sine kærester, og som han åd i sig som selvbebrejdelser suppleret med en stærk skyldfølelse. Han havde hørt sin mors bebrejdende stemme fra de kvinder, han forelskede sig i. Freud kaldte dette for ’the return of the repressed’. Det fortrængte vender altid tilbage.

Den engelske psykiater Julian Leff har i 1980’erne og 1990’erne forsket i, hvad der er den mest effektive behandling af svær depression. Partnerassisteret terapi er den bedste og mest effektive behandling mod svær depression, kom han frem til. 

En af mine klienter​ hører stemmer. Hun hører fem forskellige stemmer. De er der hele tiden i større eller mindre grad. Det har været så slemt, at hun har været indlagt to gange på psykiatriske afdelinger. Der fik hun stærk såkaldt anti-psykotisk medicin. Den har ikke hjulpet på stemmerne.

Hun har også fået elektrochok. Det hjalp hende heller ikke, men hendes hukommelse blev ødelagt. Når hun forsøger at trappe ud af psykofarmaka, får hun voldsomme influenzalignende symptomer. Psykofarmaka er voldsomt vanedannende. Det er statsfinansieret stofmisbrug.

Hun fik diagnosen skizofreni. Men ingen i psykiatrien interesserede sig for hendes livshistorie eller for hendes aktuelle nedgørende, til tider voldelige og nedværdigende relation til sin mand. Hun kunne dog for det meste fungere i sit job i hverdagen.

Hendes sammenbrud havde karakter af en psykose. På sit arbejde havde psykologen kaldt hende “skolens største brokkerøv”. Jeg talte med hende første gang fire måneder efter denne episode. Jeg spurgte, hvem eller hvad hun associerede til, når hun tænkte på hændelsen. ’Min mor’, svarede hun efter at have tænkt sig lidt om. Hun fortalte, at hun egentlig var adopteret som étårig efter i to omgange at have været på spædbørnshjem med sin to år ældre søster.

De var blevet mishandlet af stof-misbrugende og alkoholiserede forældre og havde haft mærker efter slag med ledninger, tab på gulvet og brændemærker på kroppen efter cigaretter. Hun kalder sin adoptivmor for sin mor. Og det var denne mor, hun associerede til.

Hendes mor havde ofte råbt til hende: “Det er din skyld det hele”. Hun havde dog fundet trøst, tryghed, forståelse og kærlighed hos sin (adoptiv)far. Han læste lektier med hende i de første år i skolen. Og selvom hun ikke sagde noget de første tre år i skolen, kunne hun alligevel følge med og lærte at læse, skrive og regne takket være sin far. Hun er velfungerende lærer i dag.

Jeg havde de første år ikke haft øje for, at hun levede i et voldeligt ægteskab. Det havde hun skammet sig over og holdt skjult for mig. Hendes mand havde mere og mere begrænset, hvem hun måtte se, og hendes verden blev mindre og mindre. Hun er endelig blevet skilt og har det væsentligt bedre.

​Der er alternativer​ til den biologiske psykiatri, som Videbech og Dansk Psykiatrisk Selskab står for. I Brinkmanns Briks 12. oktober 2022 fortalte to daværende overlæger fra regionspsykiatrien i Randers, Kristian Sloth og Anders Lindelof, at “de ikke havde brug for flere penge”.

Kristian Sloth – der ikke længere er tilknyttet Randers regionspsykiatri – og Anders Lindelof gør noget afgørende anderledes. De har ikke medicinen eller diagnoserne i fokus, om end de diagnosticerer og behandler med psykofarmaka, hvis det skønnes relevant. De fokuserer på det menneske, de taler med, og på de relationer, der som oftest er gået i stykker. De spørger ikke, “hvad er der galt med dig?”. De spørger “Hvad er der sket i dit liv, siden du er havnet her?”. 

De leder ikke efter fejl i personen, men prøver sammen med det menneske, de sidder med, at kortlægge, hvad der har ført til et mentalt sammenbrud i dette menneskes liv. 

Patienterne får mulighed for at fortælle deres som oftest traumatiske historie. De fokuserer på, hvilke værdier der er centrale for det menneske, de taler med, og som er blevet krænket. Det er som oftest værdierne fællesskab, tryghed og tillid, der er gået i stykker, og som har ført til traumatisering, skam og ensomhed. Bekræftende fællesskaber er det allervigtigste for mennesker. Når et menneskes centrale værdier bliver krænket, går der noget i stykker i dette menneske.

Desværre synes der ikke at have været en nævneværdig dialog eller refleksion over de to overlægers praksis som fortalt i Brinkmanns Brinks i psykiaterkredse. En fantasi kan være, at de bevidst ignoreres, fordi det psykiatriske felt ikke ønsker at drøfte andre synspunkter end den biologiske psykiatri, som har medvind aktuelt. En anden fantasi kan være, at de i lukkede fora på eksempelvis Facebook udskammes og latterliggøres med det mål for øje, at de enten søger nye græsgange, retter ind eller bliver opfattet som så kontroversielle, at de kan fyres.

Antropologen Jeppe Oute har vist, at der i Danmark er en systematisk ’mobning/hetz’ mod folk, der tænker anderledes end det vanlige i psykiatrien. 

Det er min erfaring, at alle henvendelser til psykiatrien bunder i overgreb og traumatiske hændelser – hvad end det er i familien, i skolen eller på arbejdspladsen. Hvis nedbrydende relationer, skam, skyld og utilstrækkelighedsfølelser har eksisteret over længere tid, kan det føre til psykotiske tilstande. Angst er skammens sygdom. Depression er skyldens sygdom. 

Mennesker har først og fremmest brug for bekræftelse, tryghed, kærlighed, sikkerhed, meningsfulde samtaler og beskæftigelse i et fællesskab med andre. 

Det, de to fremragende overlæger har skabt i Randers, bygger på etableringen af trygge og stabile relationer til behandlerne. Man bliver behandlet som et menneske med en eksistentiel lidelse. Ikke som en syg patient. Alle ansatte på afdelingen taler med patienterne og er engageret i at opbygge gode relationer og føre meningsfulde samtaler med dem om deres liv, om det, de ønsker, og om det, der er vigtigt for dem – i stedet for bare at sige: “Har du husket at tage din medicin”, og haste videre til den næste patient.

I den biologiske og medicinsk orienterede psykiatri er der fokus på skemaer, diagnoser og medicin. Man tror, at man skal behandle psykiske lidelser, som man behandler somatiske, hvor man stiller en diagnose og ordinerer medicin. Det er helt galt at behandle eksistentielle psykiske lidelser båret af traumer, skam og skyld på denne måde. Det gør mennesker syge. 

Undersøgelser har vist, at langt de fleste patienter ikke efterspørger medicin, men psykoterapi, hvor de bliver lyttet til og møder forståelse. Det kan man læse meget mere om i bogen: ’Hvordan krænkede børn bliver syge voksne’. De norske læger Kirkengen og Næss dokumenterer, at “alle patienter med diffuse kropslige og mentale problemer har haft ubehagelige barndomsoplevelser”.

Det er en grundlæggende fejl at behandle det levede mentale liv, som om det var et organ eller en maskine med driftsforstyrrelser. Hvert menneske har sin egen historie, der skal fortælles og integreres. Da DSM-III diagnosemanualen udkom i 1980, holdt man i psykiatrien op med at lytte til patientens historie; man skulle kortlægge symptomerne, stille en diagnose og medicinere derefter. Det gør man stadig. Det er en traditionel naturvidenskabelig tilgang og i sig selv en tvangsbehandling. Mennesker, der lider psykisk, bør have et reelt alternativ: “Vil du have en relationel og eksistentiel terapi med samtaler, hvor også dine nære og trygge relationer kan blive inddraget, eller medicin?” 

Regionerne bør opbygge intensive psykoterapeutiske afsnit med høj faglighed. Der er brug for en eksistentiel tilgang i psykiatrien. Der er ikke brug for hverken medicin eller flere penge. Nu må Kejserens Nye Klæder og skræddernes fupnummer endelig afsløres.

Artiklen har oprindeligt været bragt som en kronik i Politikken 6.11.2024