Årtiers socialvidenskabelig forskning er baseret på fundamentale metodiske misforståelser.
I følge psykolog Jonas Vennike Ditlevsen har der sneget sig en 𝗽𝘀𝗲𝘂𝗱𝗼𝘀𝗰𝗶𝗲𝗻𝘁𝗶𝗳𝗶𝗰𝗲𝗿𝗶𝗻𝗴 ind i alle sprækker og revner i omsorgssektoren.
Problemet er ikke ‘videnskab’ eller ‘evidens’ i sig selv.
Problemet opstår, når sætninger som “evidensbaseret” eller “beviser” kædes sammen med den menneskelige psyke, menneskelige relationer og den forståelse, hjælp eller støtte, som man som kriseramt menneske kan få. Kognitiv AdfærdsTerapi (KAT) er en spændende case til at illustrere pointen.
KAT siges at være evidensbaseret. Hvad betyder det? For det lyder overbevisende. Det betyder, at der er forsket meget i effekten af KAT. Det betyder ikke, at KAT er mere effektivt end andre terapiformer. Eller end ikke-terapeutiske tilbud. For det er det ikke. Det betyder bare, at det er det, man har valgt at fokusere på.
Hvis jeg havde én krone for hver gang en klient har sagt noget til mig à la: “Jeg HADER den kognitive diamant og jeg håber ALDRIG jeg ser den igen“, så ville jeg nok have en tyve-tredive kroner. Bevares, det er ikke mange penge at snolde for, men det er alligevel vildt, at det er sket så ofte.
For der “sker” ofte noget vanvittigt, når vi griber ud efter det, vi påstår er evidensbaseret: Vi smider sund fornuft og basal menneskelighed overbords, fordi vi har et værktøj, som et rarere at bruge end hvis vi skal forholde os åbent og ikke-dømmende til den andens situation og smerte. For så risikerer vi at miste vores faglige fodfæste og vores kasseløsninger.
Den lidende person vil gerne have svar, og hellere i dag end i morgen. Og psykiatrien, kommunerne, behandlerne vil gerne give svar. Men de svar, vi giver, er ofte baseret på komplet misforståede tolkninger af den videnskab, vi har. Det, synes jeg, er et problem, vi bør tale om.
Der er brug for en helt enorm tænkepause i psykologi, i pædagogik, i psykiatri. En tænkepause hvor vi tør spørge os selv: Hvad ved vi egentligt? Og alle de steder, hvor vi må erkende at mangle viden, som vi troede vi havde, kan vi substituere det fineste, man kan give et menneske, man gerne vil hjælpe: Vores oprigtige nysgerrighed, rummelighed og forståelse.
Det skriver Jonas i et opslag på LinkedIn med en henvisning til en fagkronik bragt i Psykologernes Fagmagasin.
Vil du være opdateret med faglig udvikling, forskning og viden, kan du tilmelde dig nyhedsbrev her og måske blive den heldige vinder af månedens T-shirt.
Læs også
