Er der plads til sundhedsprofessionelle i sundhedsvæsnet?

Af Cathrine Ekenes Hartmann, Sygeplejerske og Master i sundhedsfremme.
mail@cathrinehartmann.dk

Sundhedsprofessionelle har uden tvivl en central plads i sundhedsvæsnet. Vi er en essentiel del af pleje og behandling af patienter og pårørende, og alle – både os der er sundhedsprofessionelle og andre der kigger på sundhedsvæsenet udefra (eller indefra som patient eller pårørende) ved, at sundhedsprofessionelle er afgørende for, at sundhedsvæsenet kan hænge sammen. Spørgsmålet er, om der er plads til menneskerne der er sundhedsprofessionelle.

Om der er plads til den menneskelige bundlinje i sundhedsvæsenet, hvor vi ikke udelukkende måler på økonomi, men også prioriterer menneskelige aspekter som trivsel og mental sundhed som en værdi i sig selv.

Sundhedssektorens Prioriteringsråd udgav i februar 2024 rapporten “Sådan aflaster vi sundhedsvæsenet”, hvor rådet præsenterer 20 anbefalinger som ”bidrager til et holdbart sundhedsvæsen”. Rapporten fremhæver aspekter til gavn for både patienter og pårørende, som også er betydningsfulde for sundhedsprofessionelle. Den italesætter fokus på prioritering, inddragelse og sparring, og ikke mindst sundhedsfremme og forebyggelse som ”et stort potentiale for at forbedre sundheden, reducere behovet for behandling og mindske uligheden i samfundet”.

Den nævner udfordringen i forhold til at ”rekruttere og fastholde medarbejdere til at håndtere de voksende sundhedsopgaver”, og sundhedspersonalets kompetenceudvikling og arbejdsglæde beskrives som en positiv følge af fleksibel opgavefordeling.

Kvaliteten af pleje og behandling er tæt forbundet med sundhedsprofessionelles egen trivsel og mentale  (og fysiske) sundhed, og derfor undrer det mig, at sundhedsprofessionelles trivsel og sundhed ikke bliver yderligere fremhævet som en vigtig faktor for et sundt og holdbart sundhedsvæsen.

Rapporten beskriver personalet som ”arbejdskraft” der kan ”udnyttes” og ”bruges”. Jeg synes det er et problematisk signal, som kan forstås som en værdimæssig tilgang til sundhedsprofessionelle som ressourcer der er til fri afbenyttelse.

Anbefalingerne sigter indirekte mod aflastning af de sundhedsprofessionelle – så flere patienter kan blive behandlet. Det er uden tvivl vigtigt. Samtidig er vi nødt til at tage stilling til hvilke konsekvenser det har for sundhedsprofessionelle og sundhedsvæsenet i det hele taget, hvis vi fortsætter med at løbe uden at sænke tempoet og stoppe op. Hvis der er en forventning om, at arbejdet og det ofte høje tempo med mange krav prioriteres over personalets egen sundhed. Hvis der ikke er gode tilbud som fokuserer på betydningen af egen trivsel. Og hvis vi ikke belyser konsekvenserne af, at vi som sundhedsprofessionelle bliver ved med at give og strække os langt uden at tale om hvad det gør ved os.

Der findes eksempler på gode, sunde, langsigtede tiltag, men der er stadig behov for et bedre forebyggende og sundhedsfremmende fokus, hvor vi inddrager den regenerative tankegang, hvor arbejdslivet bidrager til øget sundhed i stedet for at være med til at øge mistrivsel og sygdom.

Der er urovækkende høj grad af mistrivsel og personalemangel. Senest viser Region Hovedstadens APV (arbejdspladsvurdering), at 65% af alle ansatte har følt sig stresset i løbet af de sidste 6 måneder.

Jeg er selv stoppet som ansat sygeplejerske (bortset fra vikarvagter indimellem) for at sætte fokus på min egen faggruppe og sundhedsprofessionelles mentale sundhed, som jeg gradvist gennem de sidste år er blevet klar over, at der er et sort behov for gode tiltag i forhold til.  Jeg ser det som en naturlig forlængelse af min særlige sygeplejefaglige interesse for mental sundhedsfremme og hjælp til mennesker med mentale belastninger.

I den forbindelse har jeg gennem de sidste par år jeg talt med sygeplejersker (og sygeplejestuderende) i forskellige stillinger og specialer over hele landet, hvor jeg især har været optaget af at få en nuanceret forståelse af deres oplevelser af omsorgstræthed og pausekultur. Omsorgstræthed bliver i stigende grad belyst, men mange oplever, at det ikke italesættes. Mange kender dog følelsen af at give af sig selv på bekostning af egen trivsel og sundhed. Og at gøre det i alt for lang tid, med konsekvenser for egen sundhed.

Hvorfor bliver vi som sundhedsprofessionelle alligevel ved? Vi har et stort ønske om at hjælpe andre, og vi er en del af en faglighed og et system, hvor patienten altid kommer først. Naturligvis – men det har samtidig store omkostninger.

Der bliver holdt ”pause” foran computeren, ude på gangen fordi der ikke er ledige eller velegnede lokaler til det, og mens der er faglige møder. Ofte bliver der ikke holdt pauser eller de bliver nedprioriteret for at undgå overtidsarbejde. Eller for at undgå kollegaers udfordringer, som kan opleves uoverskuelige når man selv er fyldt op. Pauserne bliver afbrudt og forstyrret. Patienterne kommer først, og pauserne er betalte. Jeg kender det godt selv.

Ifølge SATH 2023 (Dansk Sygeplejeråds arbejdsmiljøundersøgelse), oplever over 40%, at de ofte eller altid er nødt til at arbejde når de holder pause. Det vil sige, at de ikke holder pause.

Konsekvenserne af blandt andet manglende pauser er begrænset restitution, refleksion og dialog, og dermed risiko for omsorgstræthed, stress og forråelse.  Der er behov for, at vi italesætter dette med sigte på aftabuisering og dermed også forebyggelse af belastninger.

Derudover har det stor indvirkning på sygefravær, turnover og personalemangel, som indebærer store menneskelige og økonomiske omkostninger.
Når omsorg er en central del af arbejdet, kan det føles sårbart og skamfuldt, at det kan opleves uoverkommeligt og belastende. Vi går med det for os selv, og fællesskabet svækkes. Det er kostbart, da fællesskabet er en stærk faktor for trivsel.

Når vi strækker os langt og over lang tid, er der risiko for, at vi ikke lægger mærke til at vi drænes og dermed risikerer at blive udbrændte og omsorgstrætte. Andre omkring os har muligvis ikke overskud, tid  eller kompetencer til at håndtere det. Tilslut magter vi ikke mere. Vi har ikke mere at give af. Hverken til andre eller os selv.

Vi har behov for fokus på mental sundhedsfremme i de sundhedsfaglige uddannelser og ved onboarding. Derudover bør der være en lav tærskel for brug af supervision, sparring og samtaleforløb – også blandt ledere. Rum for tryg dialog og reelle pauser skal prioriteres, også når der er travlt.

Naturen er en ressource vi med fordel kan inddrage i sundhedsvæsenet og arbejdslivet generelt. Når vi er sammen i naturen, skabes der et unikt rum for restitution, fællesskab og dialog og dermed vores trivsel og sundhed. Det har et stort potentiale i sundhedsvæsenet, og vi skal ikke lade os bremse af de umiddelbare forhindringer.

Aflastning af sundhedsvæsenet vil blive ved med at være en kolossal opgave hvis blikket for betydningen af de sundhedsprofessionelles egen mentale sundhed er begrænset – eller negligeres.

Indlægget har også været bragt som en kronik trykt i Kristeligt Dagblad 6. juli 2024.