Film: Den sidste rejse

Af Lotte Evron, Sygeplejerske, ph.d., lektor på Københavns Professionshøjskole

Den Sidste rejse. Svensk feel-good dokumentar.
Instruktører: Fredrik Wikingsson og Filip Hammar.
De to instruktører medvirker i filmen sammen med Filip Hammers far, Lars Hammar.
År. 2024. Præmiere i Danmark 3. oktober, 2024

“Den sidste rejse” er en vidunderlig og tankevækkende svensk dokumentarfilm om aldringens udfordringer og det at være pårørende til et familiemedlem, der bliver afhængig af hjælp.

Den er instrueret af tv-parret Filip Hammar og Fredrik Wikingsson, som sammen med Filips far, Lars, spiller hovedrollerne i filmen. Filmen balancerer alvorlige temaer som skrøbelighed og livsglæde i alderdommen med en humoristisk og kærlig tone, som gør filmen både rørende og opløftende.

Vi følger den 80-årige pensionerede fransklærer, Lars Hammer, som efter at være gået på pension mister livsgnisten og langsomt forfalder i sin lænestol. Hverken hans energiske kone eller søn kan få ham op ad stolen. Lars bliver mere og mere inaktiv og viser tegn på depression. Filip beslutter at sætte alt ind for at vække Lars’ passion for fransk kultur og Frankrig og få hans livsglæde tilbage. Han overtaler sin far til at tage med på en sidste rejse til Frankrig sammen med sin bedste ven Fredrik i en gammel orange Renault 4. Den orange bil vækker minder, da det netop var den model, Lars kørte til Frankrig med familien i.

Vejen til Frankrig er ikke let, og Lars er meget ambivalent. De når ikke langt ned gennem Sverige, før Lars falder og må indlægges. På hospitalet svinder Lars’ livsmod endnu mere; han orker ikke træne og sidder snart fast i en kørestol. Han opgiver rejsen og ønsker bare at komme hjem igen. Det piner Filip. For at få sin far med på rejsen finder han kreative måder at få tændt en vilje til livet igen – og det lykkedes.

Kameraet følger Lars tæt på i de svære og glade øjeblikke, og som tilskuer er det hjertegribende at følge med i Lars’ bevægede sind, da han fx hører fransk musik og langsomt synger med på de franske sange, som han engang selv spillede og sang. Når Lars ubesværet slår over i fransk, da de møder gamle venner. Eller når han glædes over at være tilskuer til episoder i den franske kultur, som han forbinder med frihed.

Lars’ rejse gennem Frankrig bliver en metafor for hans indre rejse mod at genfinde meningen med livet. Filmen sætter fokus på viljen til at leve og de små øjeblikke, der giver livet værdi. Den viser også den smerte, pårørende kan føle, når de ser deres kære ældes og miste evner, de engang tog for givet.

Personligt fandt jeg filmen både rørende og tankevækkende fra et fagligt og eksistentielt perspektiv. Den satte spot på aldring og skrøbelighed og mindede mig om mit eget forhold til mine forældre og noget af det, jeg gerne vil nå at opleve sammen med dem. “Den sidste rejse” er en film, der vil appellere til sygeplejersker og studerende, der ønsker at forstå aldring og hvordan pårørende kan opleve gradvis at miste deres kære. Og så er det en film til alle, der ønsker at huske at sige de gode ting til hinanden, mens vi har hinanden.

“Den sidste rejse” er en smuk og rørende dokumentar, der med sin varme og menneskelighed formår at genoplive livsgnisten hos både hovedpersonen og publikum.
En absolut anbefalelsesværdig film, der vil efterlade et varigt indtryk.