Det dansk-svenske innovative forskningsprojekt ’Bridging Safe Elderly Care’ vil, via ny sundhedsteknologi, forbedre kommunikationen, kontinuiteten og sikkerheden i overgangen for ældre borgere med multisygdom på hospital og mellem hospital og borgerens hjem. Projektet har til formål at reducere hospitals-genindlæggelser.
Flere ældre og multisyge
Et stigende antal ældre i befolkningen i Danmark og Sverige medfører flere ældre med sygdom og ikke mindst flere med multisygdom.
Til gavn for borgeren
Det innovative forskningsprojekt ’Bridging Safe Elderly Care’ vil, via ny sundhedsteknologi, forbedre kommunikationen, kontinuiteten og sikkerheden i overgangen for ældre borgere med multisygdom på hospital og mellem hospital og borgerens hjem.
Det dansk-svenske projekt har til formål at reducere hospitals-genindlæggelser og reducere fejl til gavn for både borgere, pårørende samt sundhedsvæsenet.
Vigtig information mistes ved overgange
En del af genindlæggelserne kan undgås, hvis tilstrækkelig og korrekt information bliver kommunikeret bedre i overgang mellem hospitalsafdelinger og/eller mellem hospital og kommune/eget hjem. Mangelfuld informationsdeling af sundhedsoplysninger kan føre til fx sygdomsforværringer og komplikationer, fejl i behandling og en længere indlæggelse.
Digital løsning til plejepersonalet
I projektet udvikles, i fællesskab med de øvrige partnere, en digital løsning til patientjournal-systemer i Danmark og Sverige. Løsningen skal, på en overskuelig måde, sikre tilgængelighed af relevante patientdata/ informationer til plejepersonalet samt give mulighed for at identificere hvilke borgere med multisygdom, der forventes at få et højt forbrug af sundhedsydelser. Det betyder, at vi mere rettidigt kan sætte ind med de rette tiltag, fordi genindlæggelser og ressourcer reduceres.
Danmark og Sverige har sammenlignelige udfordringer
I Danmark indlægges årligt 20% af alle borgere over 65 år. Af dem genindlægges eller genhenvises 20% inden for den første måned på grund af akut forværring af deres sygdomstilstand, mens 20% genhenvises på grund af komplikationer. I Sverige er der gennem en 10-årig periode sket en stigning i antallet af genindlæggelser, så det nu er 28% af indlagte borgere, som genindlægges flere gange i løbet af bare et år.
Projektansvarlige
Professor og Forskningsleder for Sygeplejen Connie Berthelsen, Medicinsk afdeling, Sjællands Universitetshospital, Køge, og Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet. Mail: cobe@regionsjaelland.dk
Lektor og Forskningsleder for Sygeplejen Gitte Bunkenborg, Kardiologisk afdeling, Sjællands Universitetshospital, Roskilde, og Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet. Mail: gibu@regionsjaelland.dk