
Dansk Psykologforening afholder gratis webinar om fatigue.
Fatigue er et hyppigt og ofte invaliderende symptom ved kroniske sygdomme og kan have stor betydning for funktionsevne og livskvalitet. Fatigue kan være kompleks og vanskelig at håndtere i klinisk praksis og kræver en individuel udredning og behandlingsplan.
Dette webinar introducerer konkrete redskaber til udredning og vurdering af fatigue, herunder standardiserede spørgeskemaer, aktivitets-/energi-skemaer, og et analyseværktøj, der hedder Klinisk model til håndtering af træthed. For hvert redskab gennemgås anvendelsesmuligheder samt fordele og ulemper. Oplægget tager afsæt i neurorehabilitering og erfaringer fra forskning i erhvervet hjerneskade, men perspektiveres til andre patientgrupper med kronisk sygdom.
Oplægsholder er psykolog, ph.d. Frederik H. Dornonville de la Cour, postdoc ved Videnscenter for Neurorehabilitering, Rigshospitalet; Københavns Universitet; og Elsass Fonden. Frederiks ph.d. omhandlede udredning og rehabilitering af fatigue efter erhvervet hjerneskade, og hans aktuelle forskning undersøger hvordan fatigue opleves og varierer i hverdagen hos voksne med erhvervet hjerneskade og cerebral parese.
Tid og sted
Online: torsdag d. 7. maj kl. 15-16
Pris: Gratis






