Sundhedsstrukturkommissionen udkom med sine anbefalinger den 11. juni. I forordet står der, at »patienterne ønsker at blive mødt som hele mennesker«. Rapporten er på 420 sider. 0 gange er medmenneskelighed nævnt. Ord som »værdig«, »lindre«, »trøste« og »helbrede« er heller ikke nævnt. 153 gange er ordet »effektiv« nævnt.
Der er for lidt medmenneskelighed i sundhedsvæsenet, og det går ud over både patienter og personalet.
Helbrede, lindre og trøste. Det er grundlæggende pejlemærker i lægegerningen. Desværre er de begreber skubbet for meget til side til fordel for Excel-ark, flowcharts og diagnosekoder. Det får personalet til at brænde ud og giver patienterne en dårligere behandling.
Speciallæge i lungemedicin Kristoffer Marså kalder til værdikamp i Ugeskrift for Læger.